en-Naivitet og Arvesynd

15/03/2020

For at løfte os op, til næste trin i vores udvikling, må vi forstå det trin vi står på og de trin der kom før. Vi må kende os selv - helt ind til vores oprindelse. Men først skal vi så grueligt meget igennem...

Først menneske - siden Guder. Det kunne være en overskrift for livets formål. Det der synes at mangle her er, erkendelsen af det første. For hvad vil det sige at være i verden, at være født som menneske? Det lyder måske allerede kedeligt, for ligeså lidt som forældre er kompetente til rollen, blot fordi de nu har fået et barn, ligeså lidt begreb har vi om, hvad det vil sige at være menneske, selv om det er det, vi er.

Mit errinde i denne artikel er, at gøre opmærksom på en detalje, som de fleste overser; nemlig arvesynden. Det er klart, at hvis man har besluttet at Gud ikke findes og Bibelen er humbug, så er ordet "arvesynd" i sig selv irrelvant. Men er man nået til en dybere erkendelse eller accept af Gud og Hans indgriben i verden, så er vi da godt i gang. 

De fleste mennesker jeg har mødt i mit liv, lider af middelsvær til svær naivitet. De lever i en drøm, en bobel, en ubevidst idé om sig selv - en løgn. De har en indre kamp kørende af sadomasocistisk karakter, som holder dem fanget i et spil "skyld/uskyld". Det drejer sig om selvbedrag, selvfornægtelse. Her taler vi ikke om en psykologisk størrelse, hvor fornægtelsen er en simpel forsvarsmekaniske, men om en måde at være i livet på, baseret på løgn. Løgnen handler om arvesynden. Manglende erkendelse af egen arvesynd. Det faktum at du er menneske, er et bevis på arvesynden. Ellers var du jo blevet hjemme - hos Gud, som fri sjæl. Den måde denne naivitet spænder ben for os på er, ved at benægte vores egen skyld, vores synd. Vi er da gode, venlige mennesker der ikke lyver eller stjæler osv. Ergo er vi ikke syndere. Men hvad få har forstået er, at synden ligger et helt andet sted. Vi forsøger i vores naivitet at kompenserer for vores skjulte synd og skyld, ved at gøre gode gerninger og fremstille os selv i "frelserens lys" eller anden falsk belysning. I de fleste tilfælde lykkes det os at nare vores omgivelser og i særdeleshed os selv. Men for at blive "guder", MÅ vi tage alt på os - også, og først og fremmest vores arvesynd; splittelsen fra Gud. Vi løser intet af det vi tror, i vores liv før - og vi løser ALT i vores liv, ved at gøre det. Alternativet er, at vi vokser "skævt". Vores jordforbindelse, vores fundament er skævt. Vores hjemmelavede uskyld giver os også et andet problem; hvis jeg er uskyldig (hvis jeg vil skjule min egen skyld), så er jeg nødt til, at give nogle andre skylden. Alle andre bliver som "Eva", der forfører mig til at gøre ting, jeg bestemt aldrig ville gøre af mig selv. Men hvad er endnu værre: jeg kan ikke leve et frit og levende liv, med følelser, seksualitet og bevidsthed om godt og ondt. Al energi er bundet i projekt "uskyld" og de der spiller med, er vores bedste venner (mor/far m.fl.). Ingen synes at se bedraget.

Så længe vi bruger vores liv på, at undgå sandheden om vores egen menneskelighed, så lever vi ikke. Vi kan ikke udvikle os til hele mennesker, uden at eje alt hvad vi er. Den skizofreni de fleste lever i, hvor vi fraspalter de sider vores forældre ikke kan lide, den holder os fanget og forkrøblet. Sagen er jo, at vi skal blive færdige med at ville være disse syndige, adskilte væsener, så vi kan vende hjem til Gud igen og være frie. Men først må vi være det, vi er. Dermed opfordrer jeg ikke til, at udleve sig identitet som synder. Det er at fordreje mine ord. Men de fleste jeg har mødt, er langt fra klar til at bære dette fulde ansvar for, hvem og hvad de er - jordisk set. De har meget mere travlt med, at lege guder, frelsere osv. Men det er ynkeligt at se på og det bidrager kun til den kollektive løgn, som alle forsøger at bevare. Derfor er sandhednes Ånd så upopulær. For den holder helt automatisk et spejl op for andre, så de kan se sandheden om sig selv. Derfor hader de Sandhedens Ånd, som Jesus påpegede. Men alle deler jo denne skæbne, så hvorfor vedligeholde selvbedraget?

Så hvordan kan du træde væk fra bedraget? Det kan du ved, at turde erkende og indrømme, at du er synder - forstået på den rigtige måde. For lige præcis i den erkendelse gemmer sig et hav af løsninger på både kendte og ukendte problemer i dit liv. Vi må turde leve i den rette relation, til vores egen Skaber. Vi kan kun fixe synden, ved at eje den og angre den. Der er ufattelig megen ubevidst adfærd bundet op på "projekt uskyld" og megen energi er bundet i det. Energi der kunne være brugt på at leve og vokse.